Byggetilladelsen er nu i godkendt!

Vi fik i dag den glædelige nyhed at vores byggetilladelse nu er blevet godkendt.

Der var lidt forhindringer i forhold til energiberegningen, men ellers har byggetilladelsen ikke krævet yderligere tilpasninger.

Fantastisk at vi nu har en godkendt byggetilladelse, her kun en halvanden uge før gravearbejdet er planlagt til at begynde. 🙂

Energiberegning

Vi blev i dag kontaktet af ingeniøren fra 2-Plan Huset, der desværre havde dårligt nyt efter energiberegning af vores hus.

Energiberegningen viser at huset vil have risiko for overophedning på varme dage. Primært grundet de store vindues partier vi har imod vest, hvor eftermiddags- og aftensolen står lavt på himlen.

Løsningerne på overophedningen er ekstra mulighed for gennemtræk og enten en markise eller solfilm i vinduerne.

Gennemtrækket blev lavet ved at tilføje ekstra oplukkelige vinduer i alrum og stue. Med Valfac 200 Energy kan man ikke se om et vindue er oplukkeligt eller ej, bortset fra paskvilgrebet til åbning af vinduet. Valget af ekstra oplukkelige vinduer var derfor ikke så svært.

Værre var valget imellem en markise eller solfilm, da ingen af delene tidligere har været med i vores overvejelser.

Vi var initielt bange for om en soldæmpende film vil få lyse dage til at fremstå som gråvejrs dage og gøre gråvejrsdage til nat. Men efter at have besøgt et udstillingshus og vores kommende nabos hus er vi ikke så bange for løsningen. Man bemærker ikke at der er toning i ruderne med mindre man ved det.

 

Så blev kontrakten underskrevet!

Efter flere måneders tilpasning af entreprisetilbuddet med 2-Plan Huset skrev vi endelig under på kontrakten i sidste uge.

2-Plan Huset har udvist stor tålmodighed med vores mange til- og fravalg, forespørgsler på priser, tilpasninger af plantegningen, etc. 2-Plan Huset har haft en generelt forståelse for at det er en kæmpe beslutning for os, hvor det er nødvendigt at få alle detaljer med.
Indtil nu har vi kun haft positive erfaringer med 2-Plan Huset. 🙂

Der var kun få forhold i kontrakten vi ønskede præciseret og ændret, men generelt er det en fornuftig kontrakt der henviser til AB Forbruger, hvor kontrakten ikke er dækkende.

2-Plan Huset går i jorden omkring 1. September og vi får nøglen overdraget 23. Februar 2018.

Det er fantastisk skønt at vi nu har styr på kontrakten for vores nye funkis hus! 🙂

 

Plantegninger

Vi har været over 20 tegninger og endnu flere tilbud igennem før vi er endt med det endelige resultat.
Man bliver i løbet af processen hele tiden klogere og mere præcise i ønsker og valg. Hertil kommer et økonomisk aspekt, hvor valg enkelte gange er blevet nedprioriteret og udeladt eller andet er valgt istedet. 🙂

2-Plan Huset har villigt imodekommet alle ændringer og har på intet tidspunkt vist tegn på at vi var besværlige, ubeslutsomme detaljeryttere…

Her vil vi forsøge at liste de vigtigste plantegninger i processen. 🙂

  1. Første udkast
    Det aller første udkast fra 2-Plan Huset, hvor der er taget udgangspunkt i vores daværende ønsker til rumfordeling.
  2. Andet udkast
    I dette udkast legede vi med tanken om at udnytte det forholdsvis lange gangareal som et fælles- og aktivitetsrum eller kontor.
    Vi har i dette udkast droppet gangarealet ved soveværelset og foretaget en række andre justeringer.


  3. Tredje udkast
    I dette udkast droppede vi tankerne om et aktivitetsrum i forbindelse med gangen. Løsningen blev droppet da tror at det vil være en underlig oplevelse at ankomme til aktivitetsrummet, lige når man træder indenfor døren. 🙂
    Vi flyttede ligeledes kontoret fra forældreafdelingen til børneafdelingen og gjorde forældreafdelingen mere regulært uden så mange krinkelkroge. Sidstnævnte gjorde desværre huset ca. 4 m2 større. 


  4. Fjerde udkast
    I dette udkast arbejdede vi lidt videre med en bedre planløsning i forbindelse med soveværelset. Soveværelset havde i det forrige udkast en del spildplads, som vi ikke så meget grund til. For at udnytte pladsen bedre i soveværelset, flyttede vi depot rummet fra børneafdelingen til forældreafdelingen.
  5. Femte udkast
    Med dette udkast finjusterede vi flere elementer på huset plantegningen, bl.a. er vinduet i alrummet nu fuld bredde så vi slipper for mur på hver side af vinduespartiet. Se dette indlæg for vores tanker om den beslutning. 🙂
    Gangen er gjort 30 cm bredere, så den forhåbentligt ikke vil syne så smal og trang. Ovenlyset i gangen er gjort identisk med ovenlyset i alrummet på 150×150 cm.


Køkkenjunglen

 

Vi er nu ved at have styr på specifikationen af skallen på huset og har været i gang med at vælge inventar i køkken, bad og bryggers.

Når man bygger med 2-plan huset kan man vælge mellem Svane og HTH. Vi har brugt en del tid på at trevle deres hjemmesider igennem og har samtidigt læst diverse blogs og boligblade for at kunne vælge det rigtige udtryk til vores køkken.

Helt overordnet går vi efter et minimalistiske næsten kliniske udtryk i vores kommende køkken.

Det er også vigtigt for os at køkkenet er praktisk og kan bruges. Der bliver lavet meget og til tider god mad i vores køkken, så der skal være plads til at man kan udfolde sig.
Det er specielt vigtigt at bordpladen er praktisk, nem at holde ren og at den kan tåle nogle tæsk. 🙂

Vi er faldet pladask for S12 fra Svane. Det at køkkenelementerne nærmest ligner Montana reoler er et fantastisk tvist på designet.
Vi har dog et budget vi skal forsøge at holde os indenfor, så vi tager flere alternativer med.

Fra HTH skinner VH7 igennem som det bedste bud og Svane har WBL og K15 udover S12.

Vi har valgt at holde et møde med begge firmaer for at kunne sammenligne priser og kvalitet – må den bedste vinde! 🙂

HTH
Vi havde et rigtig fint møde med HTH, det var klart VH7 der var vinderen, ingen tvivl om det. Vi gik efter et rent udtryk: Hvidt køkken og hvid bordplade.

Efter flere overvejelser er vi endt med at vælge en kompaktlaminatbordplade over en bordplade i corian eller dekton. Laminaten er lettere at holde, da den ikke tager lige så meget imod ridser som corian pladen, og så er prisen også en ganske anden end både dekton og corian. Dekton er et stenagtigt materiale som er hårdt sammenpresset. Det kan holde til høj varme og er utrolig slidstærkt. At materialet er så hårdt gør desværre også at det giver en voldsom akustik, når man F.eks. tømmer opvasker om aftenen efter børnenes sengetid…

Vi er endt med en sort vask, for at give lidt kontrast. Og så går den godt i spænd med de sorte vinduespartier. 🙂

På badeværelset har har vi valgt samme model, men med massive egefronter for at bringe lidt varme ind i det helt hvide badeværelse. Vi er stadig i tvivl om vi ender med at skifte til hvide fronter istedet.  Vi har valgt en komposit vask med bordplade ud i et. Det giver et minimalistisk udtryk og er let at holde henover årene. Vi har samme type i dag i det tidligere hus.

Svane
Endnu et godt møde ved Svane. Vi fandt meget hurtigt ud af at S12 ville sprænge budgettet, så vi gik med WBL.

 

Vi valgte samme stil og valg som ved HTH mødet, dog ikke med massive egefronter på badeværelserne, da Svane ikke havde en god løsning til det, hvis vi ville holde samme stil over hele huset.

De havde til gengæld en fed ide med trådreoler i sort med egetræshylder indbygget i køkkenet for at bryde de hvide flader og skabe sammenhæng til vores sorte vinduer.

Efter vi kørte fra mødet var mavefornemmelsen ikke rigtig på WBL, og derfor valgte vi at skifte til K15. Den er lidt dyrere, men har en bedre finish.

Nu venter vi spændt på hvad de vender retur med – både visualiseringer og priser. 🙂

Udsyn til verden

Vi har endnu en gang valgt at ændre på vores tilbud i 11. time, den her gang er det vinduesrammer og vinduespartiet i alrummet der har fået en justering.

Vinduespartiet i køkken/alrum
I forbindelse med 3D visualiseringerne slog det os at der faktisk var et betragteligt stykke unødvendigt murværk på hver side af vinduespartier i alrum.
Murværket hindrer dels udsynet til haven, den murede søjle og ikke mindste det flotte murværk på terrassen. Omvendt hindrer murværket at lys kan finde ind i alrummet.

Murværket på siderne af vinduerne er etableret for at partierne i hver ende af køkken/alrum er ens. Men der er alligevel andre væsentlige forskelle på de to ender af rummet, så at vinduespartiet ikke er ens, er ikke noget problem. 🙂

Vi har valgt at lave asymmetri i sprosserne i vinduespartiet for at skabe lidt dynamik og bryde med de stive traditioner. Samtidig passer vinduespartiet nu bedre med asymmetrien i det store vinduesparti i stuen.

Vinduesrammer
Udover justering af vinduespartiet i køkken/alrum har vi nu valgt at skifte til sorte vinduesrammer for at tilføre lidt mere karaktér til vinduesrammerne og bryde det meget hvide materialevalg vi har gjort indvendig.

Vi tænker at tilføre sorte detaljer i køkkeninventaret for at binde køkkenet lidt sammen med vinduesrammerne.

Oprydning på grunden

Vi har tilbragt lørdagen i selskab med en lejet rendegraver på grunden. Dels for at få fjernet et abnormt antal rødder og for at få niveauleret en skråning på grunden.

Efterhånden som vi fik kradset i overfladen på grunden væltede der desværre store mængder affald op, så som plastic, glas, murbrokker, metal, etc.
Affaldet ser ud til at have ligget i jorden i en del år, så det er næppe byggeaffald fra naboernes byggerier.

Tilbage er at få en vognmand til at hente de mange rødder der nu ligger på grunden. 🙂

 

Vi har i 11. time valgt en anden mursten

Vi har i sidste øjeblik midt i de afsluttende kotrakttilpasnigner valgt en anden mursten end tidligere. Beslutningen om en anden mursten blev truffet 24 timer efter der blev sået tvivl ved om vi havde valgt den rigtige mursten. En mursten, som vi kan holde ud at se på de næste mange år. 🙂

Vi havde oprindeligt valgt Winerberger PT 449 Kul stenen, eftersom den har en perfekt balance imellem det mørke sorte og den varme brune glød. Men efter af have set på stenen på et hav af billeder, illustrationer og i virkeligheden var vi bange for at stenen blev for “kedelig” at se på med den matte udtryk. 

Vi gav os til at se på mursten med lidt mere spil i overfladen, det skulle fortsat være en næsten sort sten og gerne en sten med en brændt/krakeleret overfalde og generelt mere spil.

Vi overvejede B543 Lyra Fra Strøjer Tegl, men vurderede efter at have set et byggeri i virkeligheden at der ikke helt var det ønskede “spræl” i overfladen, som vi søgte.

 

I håb om at få et lidt mere blankt spil i overfladen overvejede vi Sort Onyx PT 454 fra Wienerberger, men også her var der ikke nok blankt spil i overfladen

Det sidste alternativ var Black Beauty fra Egernsund Tegl. På trods af at dele navn med en afdød travhest, var stenen præcis det vi søgte; meget mere spræl i overfladen, flere blanke sten og sten der var næsten ødelagte af for hård varme.

 

Vi har valgt byggefirma

Efter lang tids lange overvejelser, dialog med 7 forskellige byggefirmaer , besøg på alverdens byggeudstillinger, mange timer på byggefirmaernes hjemmesider, erfaringsindhentninger fra diverse byggeforaer og med næsen begravet i byggefirmaernes kataloger, samt meget andet har vi nu endelig besluttet hvem vi ønsker skal bygge vores hus.

Der var i slutspurten to byggefirmaer der kæmpede om vores gunst, men vi har nu endelig valgt eksklusivt at fokusere vores tid med byggefirmaet 2-Plan Huset A/S.

2-Plan Huset fremtræder som et solidt og velkonsolideret firma, med sunde værdier og en relativt gennemskuelige prisstruktur.
Det har været vigtigt for os i valget af byggefirma at 2-Plan Huset har egne håndværkere og faste samarbejdspartnere, som har en faglig stolthed ved det de laver.
Den faglige stolthed har været tydelig i de 3 byggerier vi har besøgt. Vi håber 2-Plan Huset er i stand til at levere den samme kvalitet i vores byggeri! 🙂

Vi har helt fra første møde haft en god kemi og åben dialog med 2-Plan Husets byggerådgiver, som har bidraget med mange gode råd og har haft moddet til at sige os imod når vi blev for vilde i vores ideer. 🙂

Kulfilteremhætte hot or not?

Huse der overholder de nyere bygningsreglementer udstyres ofte med kulfilteremhætter eller en recirkulationsemhætte som de også kaldes. Man vælger en recirkulerende emhætte da husene er så lufttætte at en emhætte med aftræk til det fri ikke kan suge nok luft.

Emhætter med aftræk til det fri – i et så lufttæt hus – vil kræve at man åbner et vindue for at emhætten ikke danner vakuum. Emhætten vil fungere meget ineffektivt, når der ikke kan trækkkes nok luft fra rummet.
Det er dog paradoksalt at bygge et nyt hus hvor der er lagt vægt på lavt energi forbrug og så pumpe opvarmet luft direkte ud i det fri.

En af de store fordele ved emhætter med aftræk er at fugten fra kogningen fjernes fra rummet hvor en recirkulationsløsning ikke kan fjerne fugt, men kun lugt, fedt og partikler fra luften.

Når man giver sig til at læse om meninger og holdninger til de to typer af emhætter, så er der en kraftig favorisering af emhætter med aftræk til det fri.

En recirkulationsemhætte kræver at man udskifter filtrene med jævne mellemrum, ca. hver 3. til 6. måned afhængig af brugen. Prisen på et nyt filter ligger fra 250 til 600,- kr. afhængig af fabrikat, type og størrelse.

Argumenterne for og imod er mange, men et argumenter der taler for recirkulationsløsningen, er at man dermed slipper for en “skorsten” fra emhætten op til loftet. Det er en visuelt mere tiltalende løsning.
Aftrækket fra emhætten kan dog gemmes i ydermur eller i f.eks. depotrum, men det er en noget dyrere løsning.

Vi har valgt en recirkulerende emhætte, på trods af de mange argumenter der taler imod løsningen… 🙂