Arkitektur

Juletiden nærmer sig og ventetiden bliver brugt på at planlægge vores nye hus.
Der er riiiiiigtig mange beslutninger der skal træffes her i projekteringsfasen og en af de mest grundlæggende beslutninger er hvilken arkitektur og byggestil man ønsker at sit hus skal opføres med.
Valg af arkitektur og byggestil har indflydelse på prisen og i høj grad også på den æstetiske fremtræden af huset. 

Vi har længe været lune på ideen om at bygge et funkishus. Vi er vilde med det enkle udtryk og de funktionelle tanker, der som regel ligger bag funkis byggerierne.

Undervejs I husbygger eventyret har flere byggestilsalternativer været i spil. Vi har haft ensidig taghældning og sadeltag uden udhæng med i overvejelserne.

Ensidig taghældning
Ensidig taghældning giver mulighed for nogle fantastiske facader med enorme glaspartier og masser af lys ind i huset.

Udfordringen ved ensidig taghældning på vores grund vil være at vores hus skal være relativt kompakt, så tagfladen i den højeste ende vil blive enormt højt. Vi var bange for at det vil være svært at skabe en hyggelig atmosfære i stuen, med 6 meter til loftet.

Funkis
Funtionelt, enkelt og med rene linjer. Tidløst design,

Vores bekymring ved funkis er om man om 15 år stadig syntes at funkis er spændende at se på, det er jo trods alt bare kedelige firkantede kasser rent visuelt. 😊

Funkishuset er nemt at tilpasse vores grund, da det jo basalt bare er kasser man kan flytte rundt som det passer én. Funkis giver mulighed for at lave mange forskydninger i tag og facade uden at det giver udfordringer i form af et underligt tagforløb.

Som denne sides navn nok allerede har afsløret har vi valgt at forfølge tankerne om et funkis hus.

Sadeltag uden udhæng
En sadeltagsløsning er den moderne fortolkning af den klassiske teglstensbeklædt tagkonstruktion.

Vi overvejede primært saddeltagsløsningen for dets tidløse og kendte design, men også fordi det var et mere økonomisk alternativ til funkis og ensidig taghældning.

Udformningen af vores grund vil dog  kræve at der skulle laves ekstraordinært mange knæk på hus og tagrykning.

Sort eller hvid… eller grå… eller…?

Farven på facaden på det nye hus har rigtig meget at sige i forhold til det samlede udtryk og dynamikken i facaden.

Med til funkis stilen hører en lys facade som er med til at fremhæve de enkle linier og skabe ro.

Vi er fast besluttede på at huset skal opføres med mursten, alene af praktiske hensyn og minimum vedligehold. Skulle man kun tænke i æstetik var en pudset hvidmalet facade klart at foretrække, men vi gider helt enkelt ikke betale for eller udføre malerarbejde hvert 3. eller 4. år for at holde det nye hus i præsentabel stand.

Lyse nuancer
Vi har brugt den sidste tid på at trevle markedet for lyse mursten i grå, hvide og lysgullige nuancer.
Vi vil helst undgå begittede sten, da det kan give udfordringer med afskalling og efterfølgende eksponering af den ofte røde eller gule sten nedenunder.
Enkelte begittede sten kan se for “pæne” ud i deres struktur, hvilket vi ikke bryder os om.

Kandidaterne
Overvejelserne går primært på sten under 12 kr. da.

Strøjer tegl B545 Merkur
Den lysgrå sten fra Strøjer giver et meget roligt og nydeligt udtryk til facaden.

Strøjer tegl B711 Silver Pacific
Super flot lysgrå sten, med et meget rent og nærmest sterilt udtryk.

Wienerberger WT 109 Hvid marmor
Fantastisk enkel sten, med et nærmest hvidt udtryk.

Randers Tegl RT 473 Como
Endnu en meget hvid sten med et meget lyst udtryk.