Midtvejsevaluering

Okay, lidt over midtvejs rent tidsmæssigt, men ikke desto mindre en evaluering på vores erfaringer med 2 Plan Huset indtil nu. 🙂

Byggeprocessen er indtil videre forløbet glat med meget få bump på vejen. De fejl der har været er hurtigt blevet udredt og er uden at kny blevet rettet af 2 Plan Huset.
Netop håndteringen af fejl var et af de punkter, som vi har været spændte på at få svar på hvordan 2 Plan Huset vil håndtere.
Én ting er hvad byggefirmaet lover inden underskriften, noget andet er hvordan sagerne i virkeligheden håndteres. Indtil videre har håndteringen af fejl været eksemplarisk og rettelse er foregået helt uden diskussion.
F.eks. havde flere af de leverede vægfliser fejl i glasuren, hvilket vi først så da fliserne var monteret. Uden diskussion blev fliserne pillet ned og en ny sending fra leverandøren blev monteret.

2 Plan Husets egne håndværkere har lavet meget få fejl og har ageret med meget stor faglig stolthed.
De fleste fejl har været foretaget af underleverandører til 2 Plan Huset.
Efter vores opfattelse har fejlene skyldtes misforståelser, dårlig kommunikation eller at håndværkerne helt enkelt har for travlt til at lave et gennemført stykke arbejde. Hastværk er som bekendt lastværk, så håndværkerne kommer til at lave tingene to gange, når ikke arbejdet udføres ordentligt første gang. 🙂

Alle fejl er undervejs blevet håndteret professionelt og der har været en meget konstruktiv og saglig dialog. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *