El, ventilation og trægulv

Der blev i dag monteret ventilationsanlæg i huset, dejligt at der nu kan blive tilført lidt frisk luft og fugten kan blive fragtet ud af huset.

Elektrikeren har i dag påbegyndt montering af stikkontakter og afbrydere i huset. Vi har valgt LK Fuga Slim stikkontakter og afbrydere, som har en mindre ramme og ikke stikker så langt ud på væggen, som den almindelige Fuga. Vi syntes det er en rigtig elegant løsning.

Samtidig er det første trægulv blevet monteret i værelserne. Det er første gang at vi ser trægulvene i andet end små gulvprøver, det ser fantastisk ud! 🙂
Gulvet vi har valgt er Tarkett Eg Nature Plank XT.
Som underlag har vi valgt et ekstra lyddæmpende underlag.

VVS og mere inventar

VVS’eren var i dag tilbage i huset for at montere blandingsbatterier, Quooker, varmestyring, toiletter, brusearmatur og BWT blødgøringsanlæg.

Som omtalt i tidligere anlæg har vi valgt Quooker Flex, som har udtræk for praktisk brug i det daglige.

Toiletterne er Ifö Sign med Pressalit sæder med softclose og quickrelease for hurtig afmontering og dermed nem rengøring.

Brusearmaturerne er Grohe Grohtherm 3000 indbygningsarmaturer.

Til styring af gulvvarmen har vi valg Danfoss Link CC, primært da det via en App er muligt at styre og se temperaturen i rummene, uanset om man er hjemme eller ude.

BWT blødgøringsanlægget er model Life, som med redundant blødgøring af vandet kontinuerligt kan levere kalkfrit vand også selvom anlægget regenererer.

Samtidig har tømrerne fået monteret endnu mere inventar, herunder højskabene modsat kogepladen i køkkenet og inventaret i bryggerset.

Zinkinddækning og køkkenfliser

Tømrerne nåede i går så langt med inventaret, at flisemureren i dag kunne montere vægfliser bag kogepladen i køkkenet.
Vi har valgt en lille flise med fasede kanter som skal stå i kontrast til det ellers så kedelige køkken. Flisefugen er hvid, på trods af en masse advarsler… vi må være påpasselig med tomat, karry og lignende farvende saucer. 🙂

Det er første gang at vi ser løsningen med den skjulte adgang til depotrummet gennem et højskab. Løsningen er væsentligt mere elegant og robust lavet end man kunne frygte, når der ikke et et højskab til at støtte begge sider af det manglende skab.

Blikkenslagerne muntrede sig samtidig udenfor, med zink på inddækningerne over udhængene rundt på huset.
Vi er endt med at vælge zinkinddækninger med stående falssamlinger for at give et lidt mere råt look.
Resultatet ser fantastisk ud og giver præcis det udtryk vi håbede på. 🙂

Slutspurten er sat ind!

Maleren afsluttede sit arbejde i går, hvilket betød at tømrerne i dag kunne rykke ind og påbegynde montering af inventaret.

Som nævnt i tidligere indlæg har vi valgt HTH VH-7 Mono med lakerede overflader over hele huset.
Vi troede vi havde valgt alufarvede greb over hele huset, men der havde sneget sig hvide greb ind i badeværelserne. Det var vores egen skyld, vi havde ikke bidt mærke i ændringen i tilbuddet.
En opringning til HTH og de lagde alufarvede greb frem som tømrerne kunne afhente morgenen efter. Rigtig dejligt med god service og velvilje fra både tømrere og HTH. 🙂

Vi har valgt en hvid kompaktlaminat bordplader med sort kerne i bryggers og køkken. I badeværelserne har vi valgt Kuka vaske.

Murværk og malerarbejde

Murerne blev inden jul færdig med det udvendige murværk, med undtagelse af den øverste del af garagen. Desværre var overliggeren til garageporten blevet bestilt for kort, så murerne kan ikke afslutte deres arbejde helt endnu. 🙂

Malerne er kommet godt i gang her i det nye år, det går rigtig godt fremad med spartel- og pudsearbejde.
Alle overgange imellem elementer er blevet spartlet og flere vægge er fuldspartlede.

Midtvejsevaluering

Okay, lidt over midtvejs rent tidsmæssigt, men ikke desto mindre en evaluering på vores erfaringer med 2 Plan Huset indtil nu. 🙂

Byggeprocessen er indtil videre forløbet glat med meget få bump på vejen. De fejl der har været er hurtigt blevet udredt og er uden at kny blevet rettet af 2 Plan Huset.
Netop håndteringen af fejl var et af de punkter, som vi har været spændte på at få svar på hvordan 2 Plan Huset vil håndtere.
Én ting er hvad byggefirmaet lover inden underskriften, noget andet er hvordan sagerne i virkeligheden håndteres. Indtil videre har håndteringen af fejl været eksemplarisk og rettelse er foregået helt uden diskussion.
F.eks. havde flere af de leverede vægfliser fejl i glasuren, hvilket vi først så da fliserne var monteret. Uden diskussion blev fliserne pillet ned og en ny sending fra leverandøren blev monteret.

2 Plan Husets egne håndværkere har lavet meget få fejl og har ageret med meget stor faglig stolthed.
De fleste fejl har været foretaget af underleverandører til 2 Plan Huset.
Efter vores opfattelse har fejlene skyldtes misforståelser, dårlig kommunikation eller at håndværkerne helt enkelt har for travlt til at lave et gennemført stykke arbejde. Hastværk er som bekendt lastværk, så håndværkerne kommer til at lave tingene to gange, når ikke arbejdet udføres ordentligt første gang. 🙂

Alle fejl er undervejs blevet håndteret professionelt og der har været en meget konstruktiv og saglig dialog. 🙂

Indvendige tømrere er gået i gang

2 Plan Huset bruger forskellige håndværkere til forskellige discipliner i det samme fag. En tømrer er derfor ikke bare en tømrer. F.eks. bruger man indvendige tømrere, som er specialiserede i indvendigt gipsarbejde og udvendige tømrere, som monterer spær og alt udvendigt træværk.
For ikke byggekyndig som os, giver det tryghed at vide at håndværkerne, er specialiserede indenfor en snævre kompetencer.

De indvendige tømrere ankom i dag til huset for første gang sammen med en ordentlig røvfuld materialer, så som gipsplader, akustikplader, karme, døre og meget andet, til det indvendige arbejde.

Den første hele gavl er muret op.

Murerne er fortsat flittige, de har nu afsluttet en hel gavl. så vi får et indtryk af det færdige resultat i fuld højde. 🙂
Black Beauty murstenen har et fantastisk “spil”, som skifter afhængig af hvordan lyset rammer stenen.

Flisemureren har færdiggjort gulvet i alrummet og har bevæget sig ud i gangen og har lagt gulvet i badeværelset i forældreafdelingen. Gulvet er blevet præcis som vi håbede på! 🙂