Køb af byggegrund

Som skrevet i forhistorien blev den endelige beslutning om at reservere grunden truffet relativt hurtigt.
Der skulle dog gå lidt tid med lange dialoger med Teknik og Miljø ved Aarhus Kommune og lange overvejelser før vi skrev endeligt under på køb af grunden.

Overvejelserne gik primært på de store træer som er placeret på grunden, som Aarhus Kommune har klassificeret som bevaringsværdige.
Træernes placering gør det svært at placere et hus på grunden og træerne vil skabe store skyggeområder i haven. Skygger er charmerende og skaber en fantastisk dynamik, men når træerne skygger for terrassen fra kl. 17 til 21 i sommermånederne er de knap så tiltalende. 🙂

Desuden havde to af træerne kraftig slagside i retning af hvor et hus engang vil blive placeret.

Dispensationsansøgninger
Vi søgte først om dispensation til at fælde alle de høje træer, med et løfte om at reetablere træerne igen, men langs skel mod nord. Dispensationsansøgningen blev afvist, med henvisning til den flotte linje som træerne skaber i landskabet…

Anden dispensationsansøgning gik på at fælde de to mest lænende træer på grunden. Denne ansøgning blev godkendt.

Grunden
Grunden er en 1399 kvm stor grund placeret i Hasselager i udkanten af Aarhus.