Køkkenjunglen

 

Vi er nu ved at have styr på specifikationen af skallen på huset og har været i gang med at vælge inventar i køkken, bad og bryggers.

Når man bygger med 2-plan huset kan man vælge mellem Svane og HTH. Vi har brugt en del tid på at trevle deres hjemmesider igennem og har samtidigt læst diverse blogs og boligblade for at kunne vælge det rigtige udtryk til vores køkken.

Helt overordnet går vi efter et minimalistiske næsten kliniske udtryk i vores kommende køkken.

Det er også vigtigt for os at køkkenet er praktisk og kan bruges. Der bliver lavet meget og til tider god mad i vores køkken, så der skal være plads til at man kan udfolde sig.
Det er specielt vigtigt at bordpladen er praktisk, nem at holde ren og at den kan tåle nogle tæsk. 🙂

Vi er faldet pladask for S12 fra Svane. Det at køkkenelementerne nærmest ligner Montana reoler er et fantastisk tvist på designet.
Vi har dog et budget vi skal forsøge at holde os indenfor, så vi tager flere alternativer med.

Fra HTH skinner VH7 igennem som det bedste bud og Svane har WBL og K15 udover S12.

Vi har valgt at holde et møde med begge firmaer for at kunne sammenligne priser og kvalitet – må den bedste vinde! 🙂

HTH
Vi havde et rigtig fint møde med HTH, det var klart VH7 der var vinderen, ingen tvivl om det. Vi gik efter et rent udtryk: Hvidt køkken og hvid bordplade.

Efter flere overvejelser er vi endt med at vælge en kompaktlaminatbordplade over en bordplade i corian eller dekton. Laminaten er lettere at holde, da den ikke tager lige så meget imod ridser som corian pladen, og så er prisen også en ganske anden end både dekton og corian. Dekton er et stenagtigt materiale som er hårdt sammenpresset. Det kan holde til høj varme og er utrolig slidstærkt. At materialet er så hårdt gør desværre også at det giver en voldsom akustik, når man F.eks. tømmer opvasker om aftenen efter børnenes sengetid…

Vi er endt med en sort vask, for at give lidt kontrast. Og så går den godt i spænd med de sorte vinduespartier. 🙂

På badeværelset har har vi valgt samme model, men med massive egefronter for at bringe lidt varme ind i det helt hvide badeværelse. Vi er stadig i tvivl om vi ender med at skifte til hvide fronter istedet.  Vi har valgt en komposit vask med bordplade ud i et. Det giver et minimalistisk udtryk og er let at holde henover årene. Vi har samme type i dag i det tidligere hus.

Svane
Endnu et godt møde ved Svane. Vi fandt meget hurtigt ud af at S12 ville sprænge budgettet, så vi gik med WBL.

 

Vi valgte samme stil og valg som ved HTH mødet, dog ikke med massive egefronter på badeværelserne, da Svane ikke havde en god løsning til det, hvis vi ville holde samme stil over hele huset.

De havde til gengæld en fed ide med trådreoler i sort med egetræshylder indbygget i køkkenet for at bryde de hvide flader og skabe sammenhæng til vores sorte vinduer.

Efter vi kørte fra mødet var mavefornemmelsen ikke rigtig på WBL, og derfor valgte vi at skifte til K15. Den er lidt dyrere, men har en bedre finish.

Nu venter vi spændt på hvad de vender retur med – både visualiseringer og priser. 🙂