Mørkets fyrste

Vi har under hele projektet tænkt at vi ville bygge et hus med et lyst udtryk, men efter at have set og oplevet 2-Plan Husets udstillingshus på Byg & Bo, har vi fuldstændig skiftet mening.

Huset i Solbjerg er opført i den mørke, sortbrune Wienerberg PT 449 Kul sten, som giver huset et nærmest majestætisk udtryk.

 

Endelig påske og tid til Byg & Bo 2017

 

Så er det langt om længe blevet påskeferie og samtidig startskuddet for Byg & Bo 2017. Lige siden Solbjerg udstillingen blev annonceret i efteråret har vi set frem til åbningen.

Vi har tilbragt meget af skærtorsdag i de flotte udstillingshuse på Byg & Bo i Solbjerg.
Der var bestemt andre der havde fået samme idé på åbningsdagen for den nye udstilling. 🙂

På Byg & Bo 2017 har byggefirmaerne virkelig strammet sig an og givet den ekstra skalle for at skabe unikke løsninger og nye ideer, sammenlignet med Byg & Bo 2016 i Galten.
Alle udstillere præsenterer et højere bund niveau og fremviser mere eksklusive detaljer og løsninger. Fantastisk at se!
Specielt sammenlignet med byggeudstillinger vi har besøgt i Horsens, Aalborg, Herning med flere, er niveauet i Solbjerg tårnhøjt. Muligvis fordi vi er tættere på Aarhus og huspriserne bedre kan bære de lidt mere ekstravagante løsninger eller fordi man forventer at publikum i år er mere kræsne.

Lasse Larsen
Udstillingshuset fra Lasse Larsen bød på en rigtig fin detalje med et stort multirum i forbindelse med gangen. Rigtig godt at udnytte gangarealet på en praktisk måde.

FBA Huse
Udstillingshuset fra FBA bød på den funkis-stil som vi selv søger. Et enkelt udtryk og med spændende udhæng i facaden.
Køkkenet havde lysindfald fra to sider, som vi virkelig gerne vil have i vores nye hus.

KFS Boligbyg
KFS stillede med et rigtig spændende hus, der udnyttede grundens niveauer til fulde. Den enorme lofthøjde i store dele af huset gav en vild WOW-effekt, men det må være svært at skabe en hyggelig og intim atmosfære, når dagligdagen rammer, med så højt til loftet.
Køkkenet er desværre en anelse mørkt eftersom det er placeret midt i huset.

2-Plan Huset
Udstillingshuset fra 2-Plan Huset hev benene væk under os med et væld af lækre detaljer, som passer på vores krav og ønsker.
Indgangspartiet med en glasgang og kig til haven “igennem” huset, når man ankommer til entreen er en genistreg.
Den mørke facade med den mørke sten og mørtel spillede maksimalt med de rene linier i funkis stilen.

 

Tanker om planløsningen

I projekteringsfasen haft vi haft mange forskellige udformninger af husets planløsning i spil. Vi havde en del ønsker til planløsningen inden vi gik i gang, men flere af disse viste sig ikke mulige grundet grundens udformning.
F.eks havde vi et kraftigt ønske om lange kig hele vejen igennem huset, men på nuværende tidspunkt lader det ikke til at være en mulighed.

Længehus

Med et længehus opnås en enkel og elegant udformning af huset. Netop enkeltheden i et længehus er det der tiltalte os mest.

I et længehus er det muligt at lave lange kig igennem huset hvilket skaber en god rummelighedsfornemmelse.

Det var vores oprindelige idé at bygge et længehus, grundet de enkle linier og de lange kig, men det var desværre ikke muligt på grund af grundens udformning.

Vinkelhus

Vinkelhuset giver mulighed for at skabe en god hyggekrog der kan være med til at skærme for vinden.

Grundet vejen langs vores grund og grundens udformning ønskede vi at have en vinkel på vores kommende hus.

Gårdhavehus

Gårdhavehuset tilbyder en hyggelig, intim og beskyttet atmosfære imellem sine længer. I gårdhaven sidder man beskyttet for vejr og vind, samt forbipasserendes nysgerrige blikke.